Har du også studielivsstress?

Klokken er omkring 22, og jeg er endelig nået til min hoveddør. Jeg stopper op et øjeblik og repeterer for mig selv, hvad der egentlig er sket i dagens løb.

Skrevet af: Line Toft Sørensen, stud.scient.soc.

Inden min tankerække er nået til dagens sidste punkt på programmet, tæller listen over fire forskellige sammenhænge, siden jeg forlod selv samme hoveddør klokken 0tte.

Det lyder måske ikke af meget, men jeg er udmattet, for dagen startede 13 timer tidligere, hvor jeg sad i toget mod RUC. Her kunne jeg lige nå sidste del af en tekst, jeg egentlig burde have læst og forberedt i forvejen, inden min forelæsning starter.

Efter to timers forelæsning og efterfølgende instruktorundervisning om globaliseringens indvirkning på den moderne verden er det videre til gruppemøde med min projektgruppe. Her kan jeg mellem metodiske overvejelser og videnskabsteoretiske diskussioner lige nå at indtage  min madpakke.

Herefter er det i al hast videre på arbejde, hvor jeg også i farten lige kan nå at samle op  på ting, jeg egentlig burde have samlet op på for flere dage siden, men tiden har været knap.

Verdenssituationen skal også klares

Tre timers arbejde senere er det allerede ved at være sidst på eftermiddagen, men min dag er langt fra ovre. Jeg mangler lige at booste mit cv og samtidig gøre verden til et bedre sted ved at bruge et par timer på mit frivillige arbejde.

Og lige inden jeg landede her på dørmåtten, nåede jeg også lige at samle op på verdenssituationen med mine veninder.

Her på dørtrinnet til min lejlighed og mine dyners palads kan jeg høre, hvordan min seng skriger på selskab, og jeg savner den, men inden jeg kan lade mig opsluge og forsøge at sove med 70 minutter i timen, så slæber jeg mig ind foran computeren for at forberede mig på den kommende dag, for surprise, den ligner dagen der lige er slut.

Hvis jeg havde været læseren, der skulle læse hvad jeg lige har skrevet, havde jeg nok tænkt, at jeg skulle tage og  skrue ned for selvmedlidenheden.

Og ja det kan da godt være, at jeg aer mig selv på ryggen af og til, men jeg giver også danske studerende et opmuntrende klap på skulderen og anerkender, at jeg godt kan forstå, hvorfor stress er et stigende problem.

For lige meget i hvilken sammenhæng man indgår i, så  gælder det som studerende om at være den bedste – hver gang.

Hvis jeg skal have en chance i fremtidens Danmark, så er jeg nødt til at være den bedste på mit studium, den mest kompetente på mit job, redde verden – bare lidt og samtidig være social og spændende – hver gang.

Jeg forventer af mig selv, og jeg ved samfundet forventer, at jeg gør alt, hvad der står i min ringe magt for at optimere mine chancer for at placere mig i skaren, der skal løfte Danmark ud af den økonomiske krise.

Denne forventning og stræben kogt ned i en hverdag, hvor livet har det med at stritte, bliver en byrde, som kan knække selv de stærkeste skuldre.